Splittelse er fjendens styrke

I efteråret 1944 måtte nazisterne indse, at krigslykken for vendt og alt håb om en sejr var ude. Hitlers eneste håb var de oplysninger efterretningstjenesten havde givet ham om en begyndende splittelse mellem de allierede. Han vidste at uenigheder mellem USA, England og Rusland med stor sandsynlighed ville vende krigen til Tysklands fordel, da en splittet modstand i sagens natur ville knuse selv den stærkeste modstander.

Historien ser vi nu gentage sig i forbindelse med islams konstante pres mod de vestlige værdier. Og her ikke kun i forbindelse med en ydre fjende, men den meget mere mudrede og farlige situation, hvor vi i høj grad også ser den som en indre trussel. Europa er i disse år ved at blive omskabt til islams drøm: Et Eurabia, hvor islams ideologier og værdier langsomt vil få overtaget og sætte endnu flere dagsordener end den for nuværende gør.

Den splittede front, som islams kamp drager sin fordel af, blotter sit ækle hoved ved utallige lejligheder. Under Muhammedkrisen var Danmark nærmest delt af en gruppe, der kæmpede for specielle hensyn og forståelse for islam. Denne gruppe var repræsenteret af venstrefløjen, industrien med Arla i spidsen, store dele af Danmarks elitære kunstnermiljø, hvor bla. en stor gruppe danske forfattere, solidt anført af Klaus Rifbjerg, luftede deres forargelse på islams vegne i form af en samlet protestskrivelse til statsministeren.

Og vi så forhenværende udenrigsministre som Helveg Petersen (R) og ikke mindst Uffe Elleman-Jensen (V) glimre med en opvisning indenfor politisk idioti og dyb forargelse på de arabiske regimers vegne.

Igen måtte det store tavse flertal af danskere igen være tilskuer til, hvordan deres stille modstand blev sat til vægs af disse grupper af højtråbende politisk korrekte elitære islam-apologeter og multikulturelle fantaster. Som sædvanligt blev kæften lukket godt og grundigt på den almindelige dansker, der igen kunne finde sig skovlet hen i et hjørne med racisme-stemplet hæftet på sig. For ve den der blot tænker tanken om at have en forbeholdenhed overfor islam i Europa!

Det eneste håb denne store danske befolkningsgruppe af islam-forrædiske racister havde, var spørgsmålet om hvorvidt landets statsminister, Anders Fogh ville være standhaftig og stå imod presset.
Men det kunne han - hvilket han høstede berettiget anerkendelse og respekt for, både i Danmark og i den øvrige vestlige verden.

Men omtalte splittelse har vist islam-forkæmperne et lys og et håb for enden af tunellen. Den har vist at der i høj grad er indgangshuller for islams tilgang til vesten. Den ustandselige indbyrdes diskussion i samfundet tjener udelukkende som føde for islams tjenere. Islam-apologeterne råber højere og mere skingert dag for dag. Ikke mindst venstrefløjen der har overlevet sig selv siden kommunismens fald og med proletariatets forsvinden har kastet sin kærlighed på ikke-vestlige indvandrere i sin søgen efter en ny ”arbejderklasse”.

Vi oplever nu i februar 2008, hvordan 3 generationsindvandrere sætter danske byer i brand. Igen stiller islam-apologeterne sig op som de store beskyttere, og igen bliver sprækkerne i samfundet større. Disse islams nyttige idioter benytter enhver lejlighed til at være med til at skabe splid i samfundet. I går aftes den 15 februar, midt i afbrændinger på Nørrebro og imens en tusindtallig skare af fundamentalistiske islamister i form af Hitz-Bur-Tahir, vælter ned ad Nørrebrogade i demonstration mod ytringsfriheden, vælger danske autonome at gå på gaden i København i demonstration mod racisme?! Hvor forrykt og hjernetomt kan det efterhånden blive? De gale hunde er så sandelig sluppet løs i gaderne igen.

Mikki